Dårlige lunger koster kassen: Lungvember sætter igen fokus på lungesundhed hos slagtegrise

Kampagnen Lungvember kører fra januar til maj og igen fra september til november

Dårlige lunger koster kassen: Lungvember sætter igen fokus på lungesundhed hos slagtegrise

   

Lungesygdomme kan have store konsekvenser for både produktion og indtjening. Derfor opfordrer Cevas kampagne Lungvember endnu en gang slagtegrisebesætninger til at få kortlagt lungesundheden og dokumenteret effekten af de tiltag, der er sat i værk.

   

Ceva har igangsat kampagnen Lungvember for femte år i træk. I år kører kampagnen næsten hele året, nemlig fra januar til maj og igen fra september til november. Efterårsdelen af Lungvember er derfor netop begyndt.

    

”I den kølige del af året ser vi mest mycoplasma-lungesyge, så det er derfor i disse måneder, vi særligt opfordrer slagtegrisebesætningerne til at få lavet CLP. Der er meget at vinde. For følger man op på de tiltag, man har indført og får dokumenteret, om de har haft den ønskede effekt, så har man den nødvendige viden til at forbedre lungesundheden og dermed også tilvækst og velfærden hos grisene”, forklarer dyrlæge og Nordic Veterinary Service Manager Charlotte Sonne Kristensen fra Ceva.

     

Dårlige lunger koster kassen

Fra januar til maj i år har 19 besætninger fået lavet CLP i forbindelse med Lungvember. De besætninger mister i gennemsnit 5,20 kr. pr. slagtegris (0-16 kr. pr. slagtegris), som følge af mycoplasma-lungesyge. Beregningen er foretaget ud fra besætningernes CLP’er og et tidligere publiceret SEGES Notat 2535, der går i dybden med, hvad mycoplasma-lungesygdom koster.

    

”De 19 besætninger, der indtil videre har fået lavet en CLP i forbindelse med Lungvember 2026 har forholdsvis stor spredning i omfanget af lungeskader. Nogle har måske skiftet vaccine og klarer sig rigtig godt, andre har måske foretaget ændringer i smittebeskyttelsen eller noget helt tredje. Uanset tiltag, så fortæller CLP’en, om man er kommet i mål med det, man har sat i værk, eller om man skal trykke på helt andre knapper. Alt dette kan man jo snakke med sin dyrlæge om, som også er den person, der tilmelder besætningen til Lungvember”, opfordrer Charlotte Sonne Kristensen.

    

Sundeste lunger og Bedste fremgang

Sidste år deltog 91 besætninger og målet i år, er at nå 100 deltagende besætninger. Besætningerne er i konkurrence om de to priser, som Ceva uddeler: én til besætningen med de sundeste lunger i 2026 og én til den besætning, som deltog i Lungvember 2025 og igen i 2026, og som har haft den bedste fremgang på lungesundheden. Alle indkomne CLP’er sammenlignes efter udgangen af november og de to vindere offentliggøres herefter.

   

Yderligere oplysninger

Charlotte Sonne Kristensen, dyrlæge og Nordic Veterinary Service Manager, mobil: 2463 1682; e-mail: charlotte.sonne@ceva.com

Fakta om Lungvember

  • Kampagnen Lungvember kører for femte år i træk og har fokus på at forbedre lungesundheden blandt slagtegrise.
  • Mycoplasma-positive besætninger kan deltage i Lungvember. Ønsker man at deltage tilmelder besætningsdyrlægen besætningen.
  • Kampagnen centrerer sig om CLP, Ceva’s Lunge Program, hvor slagtegrise får udtaget lunger på slagteriet, hvorefter Veterinært Laboratorium i Kjellerup scorer lungerne ud fra skader forårsaget af lungesygdomme. Læs mere om CLP
  • Ceva betaler CLP’en for de besætninger, der har tilmeldt sig Lungvember 2026.
  • I 2026 kører Lungvember næsten hele året, nemlig fra januar til maj og igen fra september til november

    

Læs mere om Lungvember

     

Tilbage til toppen